Jeg har gennem en periode været nysgerrig på sorg – og hvorfor så det?

Jeg bemærkede at flere klienter blev urolige og vigende i samtalen når problemet handlede om at miste. Ofte forbinder vi sorg med dødsfald, men sorg kan også opstå ved skilsmisse, sygdom, tab af arbejde, tab af fremtidshåb – eller når livet pludselig forandrer sig. Bag mange udfordringer ligger en glemt og ubearbejdet sorg.

Det er som om sorg er blevet tabu, ikke noget vi taler om, men for nogen mennesker er det et vilkår i deres liv der ikke italesættes.  I Danmark og andre nordeuropæiske lande blev sorgen tidligere synliggjort via sørgebind som den sorgramte bar i forbindelse med dødsfald. Det var almindeligt i mange kulturer i det 18. og 19. århundrede og havde den symbolske funktion der markerede, at en person var i sorg, typisk efter tabet af en nær pårørende. Med tiden har det synlige tegn på sorg mistet sin udbredelse.

Sorg er dog noget vi alle møder i livet, når det rammer dig, så husk: Du er ikke alene og der er ingen fast tidsramme for sorg. Sorg er ikke lineær, den går i bølger og der er ikke en “normal” længde på en sorgperiode. Sorg er den naturlige reaktion, når vi mister noget eller nogen, der har betydning for os. Sorg er en proces – og må håndteres i det tempo som er rigtigt for den enkelte.

Der findes ikke én rigtig måde at sørge på

Nogle græder meget, andre bliver stille. Nogle har brug for at tale, andre har brug for ro. Der findes ingen rigtig måde at sørge på, ingen tidsplan, ingen facitliste.

Uanset hvad sorgen omhandler, kan den opleves med en eller flere af følgende symptomer:

  • Vrede eller irritation
  • Tristhed og gråd
  • Skyldfølelse
  • Angst eller uro
  • Tomhed
  • Fysiske symptomer som trykken for brystet eller søvnproblemer

Mange oplever, at sorgen er mest intens de første måneder efter et tab

For nogle begynder den at ændre karakter efter 6–12 måneder. Men sorg “forsvinder” ikke som en sygdom – den forandrer sig. Den bliver ofte mindre overvældende med tiden, men savnet kan dukke op igen ved mærkedage, fødselsdage eller særlige situationer.

Livet bliver gradvist lettere at leve, men hvis sorgen efter et års tid føles lige så overvældende som i starten, eller hvis man slet ikke kan fungere i hverdagen, er det god idé at tale med en professionel terapeut.

Hvis du er pårørende til en sorgramt, er det vigtigste at du tager initiativ til at række hånden frem og tilbyde hjælp, ”bare” være til stede, lytte, give et kram og tage dig af praktiske opgaver. Den sorgramte har ikke overskud til at bede om hjælp.

Sorg er prisen for kærlighed – kærlighed er det hele værd.

Af Rie Brandenborg

Sorg Hypnose Skolen

Find en god behandler

Som med alt andet er det vigtigt at finde en god og dygtig behandler. Den bedste måde at sikre sig det på, er ved at finde en terapeut som er godt uddannet. Det er man bl.a. som NLP- og Hypnoterapeut fra Hypnose Skolen og som Hypnose Psykoterapeut fra Psykoterapeut Akademiet.

Her stilles der store krav til de studerende, både i forhold til antallet af undervisningstimer, supervision, egenterapi og det at arbejde med prøveklienter som er et krav allerede fra første modul. Ligeledes tages NLP- og Hypnoterapeut uddannelsen som en 1-årig uddannelse med mulighed for overbygninger, blandt andet en 1-årig master uddannelse. Hypnose Psykoterapeutuddannelsen er en patenteret titel og tager fire år.