Hypnose mod smerter

Smerte som fænomen er subjektiv, dynamisk og psykologisk – et produkt af komplekse, dynamiske processer i hjernen. Måden, vi ubevidst fortolker og tænker om fysisk smerte, udgør en betydelig del af den måde, vi oplever smerte på.

Derfor giver det i mange tilfælde god mening at tænke ud af (pille-)boksen mod en effektiv og langtidsvirkende smertebehandling.

Hypnose som brik i et større puslespil

Psykologisk behandling som klinisk hypnose har vist sig effektive i forbindelse med vedvarende smerteproblematikker. I behandlingen ændres den subjektive smerteoplevelse til at være mere håndterbar for den enkelte, da der arbejdes med det psykologiske aspekt af smerten.

Hypnose behøver ikke stå alene som behandling og erstatte medicin, men kan være en vigtig brik i et større puslespil mod smertelindring.

Nogle af de første dokumenterede forsøg på at bruge hypnose som smertehåndteringsmiddel daterer helt tilbage til 1840’erne, men over de seneste årtier er der kommet større og større fokus på hypnose.

Klinikere og forskere arbejder hele tiden for at avancere vores evner og viden inden for behandlingsmuligheder, herunder med hypnose mod vedvarende smerter. Mens akutte smerter er kroppens advarselssystem om fare, fx ved en skade eller sygdom, skyldes vedvarende smerter fejl eller skader i blandt andet vores nervesystem, som ikke tjener noget formål i forhold til at sikre vores overlevelse.

Desværre rammer vedvarende smerter mange mennesker. Behandlingen er ofte kompleks, da årsagerne kan være mange, og det er (selvsagt) meget ubehageligt for dem, det rammer.

Hypnose mod smerter - Hypnose Skolen

Hvordan udføres hypnose som smertebehandling?

Under hypnose er klienten mere påvirkelig og modtagelig end i almindelig bevidsthedstilstand, og her reageres på hypnoseterapeutens ”suggestioner”.  Suggestioner er en slags mental påvirkning af det ubevidste sind, som lægger grundlaget for et menneskes fortolkning, hukommelse og adfærd. I den hypnotiske tilstand kan skabes nye neurale forbindelser, som gavner klientens livskvalitet og smerteniveau.

Derfor kan man gennem hypnose blandt andet hjælpes til at håndtere smerterne bedre og re-fokusere sin opmærksomhed væk fra dem. Denne behandling kaldes hypnotisk induceret analgesi, hvilket betyder, at der gennem hypnosen skabes en smertelindring.

Der findes efterhånden et stort antal videnskabelige studier i hypnotisk induceret analgesi. En af de vigtigste forskere på området er Dr. David Patterson, Ph.D. i klinisk psykologi fra Flora State University. I 2004 samlede han den eksisterende forskning og sammenfattede konklusionerne herfra.

 

Hvad siger forskningen?

Konklusionen på sammenfatningen af den eksisterende forskning viser tydeligt, at hypnoseinterventioner sænker deltagernes oplevelse af smerte – i nogle tilfælde mere effektivt end klassiske smertebehandlinger.

Undersøgelsen viser også, at det er vigtigt, hvordan hypnosen udføres. Det vil sige, at det har stor betydning, hvilke suggestioner man laver med smertepatienter i hypnose.

I de studier, som benyttede smerte-specifikke suggestioner frem for ikke-smerte-relaterede suggestioner (de kunne fx handle om livskvalitet og velvære mere generelt), viste hypnotisk analgesi sig at være langt bedre end aktive behandlinger.

Det peger altså på, at hypnoseterapi – når den er skruet sammen på den rigtige måde – er bedre end de behandlinger, man typisk sammenligner med. Det var dog vigtigt for Dr. Patterson at understrege, at der er store metodiske udfordringer ved forskningsstudier af hypnoseterapi.

Dette skyldes blandt andet, at hypnose ikke bare er hypnose, men at der derimod findes forskellige variationer og tilgange. Herudover er det vanskeligt at finde sammenlignelige behandlingsformer, som man kan teste hypnose op imod, da hypnose er en unik terapeutisk metode.

Et andet studie fra Mount Sinai School of Medicine i New York viser, at hypnotiske suggestioner er effektiv smertelindring. Her undersøgte professor G. H. Montgomery flere end 900 smertepatienter og deres respons på hypnoseterapi. Hele 75 % af patienterne oplevede en betydelig smertelindring.

Der er altså bred evidens for, at terapeutisk hypnose ikke bare er effektiv mod vedvarende smerter – men i nogle tilfælde virker bedre end nuværende behandlingsformer. Forskningsverdenen får mere og mere interesse for hypnoseterapiens muligheder, og nye videnskabelige studier igangsættes verden over. Vi ser frem til at følge udviklingen.