Af Rie Brandenborg – Psykoterapeut og ejer af Hypnose Skolen & Psykoterapeut Akademiet
Er du kommet godt fra start efter ferien?
Har du en oplevelse af at hverdagen er ekstra hård nu hvor ferien er slut, og hverdagen har meldt sin ankomst? Daglige hjemlige rutiner, madpakker, indkøb, vasketøj, sportsaktiviteter og alt mulig andet der fylder vores private gøremål, kombineret med arbejdsopgaver, kendte som ukendte, forventninger fra familie, venner og kollegaer og ikke mindst fra dig selv, tager pusten fra de fleste.
Oplever du at være ude af balance efter ferien, med tristhed og træthed – så er du nok ikke alene.
Ferie Blues
Tilstanden betegnes ”ferie blues”, altså en lidt nedtrykt sindstilstand, en fællesbetegnelse for den justeringsperiode, der sker når vi vender tilbage fra den længe ventede sommerferie.
”Ferie blues” er en helt almindelig tilstand, som du ikke skal bekymre dig over, dog skal du være opmærksom på, at det ikke fortsætter. Hvis du inden din ferie oplevede stress og mistrivsel, så er det sjældent at ferien har løst den grundlæggende årsag til din stress.
Forebyggelse
Derfor er det ekstra vigtigt at være opmærksom på stress og forbygge at det ikke udvikler sig, så hvis du i løbet af din ferie har indført nogle gode vaner, vil jeg anbefale at du overvejer hvordan du kan integrere dem i dagligdagen.
Det samme gælder egenomsorg, som forståeligt nok ofte nedprioriteres i den travle hverdag. Ikke desto mindre er egenomsorg den allervigtigste, idet du fylder dig selv op med energi og overskud – hvis du ikke har energi og overskud til dig selv, er der heller ikke meget at give til andre.
Så spørger du måske: ”Hvad er egenomsorg” – et godt spørgsmål, som er individuelt fra person til person, men som udgangspunkt er det adfærd der overvejende er lystpræget, stort som småt.
Lidt gode råd med på vejen…
- Sørg for at der er luft din kalender…
Giv dig selv og din familie tid til at ”lande” og finde tilbage til hverdagen. Prioriter dine aktiviteter, og sørg for egenomsorg.
- Hvordan har du det?
Noget af det vigtigste er at mærke stressen og blive opmærksom når der er noget der stresser eller påvirker dig følelsesmæssigt. Sker det, skal du vide at der er situationer hvor du har direkte indflydelse på udfaldet, så er der andre hændelser hvor du kun har indirekte indflydelse.Disse situationer kan du på en eller anden måde handle på, direkte eller indirekte. Endelig de situationer som du på ingen måde er herre over, det er her du skal øve dig i at sige PYT.
- Var du stresset inden din ferie, skal du være ekstra opmærksom…
Det er min erfaring at 3 ugers ferie ikke er tilstrækkeligt til at blive stressfri, især hvis tilstanden har været over en længere periode. Det kan godt være at du føler dig klar, men mange må erkende at det ikke er tilfældet – så vær opmærksom på din egentilstand og dine grænser. Hvornår nok er nok for dig.
- Nye muligheder
En ferie betyder brudte vaner som giver mulighed for at revidere den rutinefyldte hverdag. Kan du selv ændre noget eller skal der indføres ny ansvarsfordeling i hjemmet og måske også på jobbet.
Stress er en naturlig belastningsreaktion på udfordringer og pres i vores liv. Det er derfor vigtigt at vi fanger det i opløbet, frem for når vi er helt udbrændte. Tag derfor tegn på stress alvorligt og få hjælp til det du ikke selv kan ændre om det er hos din læge, en terapeut eller hjælp fra familie eller venner.
Sociale medier