Af Millie Weng, studerende på Hypnose Skolen, Kandidat i socialvidenskab og psykologi fra Roskilde Universitet.

Lige meget hvordan man vender og drejer det, så er det at blive forældre en stor ting og en stor omvæltning. Man har måske gjort sig en masse tanker om, hvordan det vil blive at få et barn og selvom man har tænkt det meste igennem, kan man alligevel ikke helt forudsige, hvordan det kommer til at gå.

Jeg havde i hvert fald ikke selv forestillet mig, at jeg ville ende med en fødselsdepression, for når mit barn nu virkelig var et ønskebarn, hvordan skulle jeg så kunne blive andet end lykkelig? Jeg har det stadig ambivalent med ordet fødselsdepression.

Efterfødselsreaktion, fødselsdepression og fødselspsykose

Virkeligheden er nuanceret og mennesker er forskellige og derfor kan en fødselsdepression også komme til udtryk forskelligt fra person til person. Derudover skelner man også mellem det man kalder en efterfødselsreaktion, en fødselsdepression og en fødselspsykose.

En efterfødselsreaktion er den mildeste form, men nogle gange bruges ordet også lidt overlappende med ordet fødselsdepression. En del kvinder oplever faktisk, at det at blive mor kan gøre ondt følelsesmæssigt og psykisk og dermed at få en efterfødselsreaktion. Således mener man at andelen af kvinder med efterfødselsreaktion er helt oppe på omkring hver fjerde mor, mens andelen af kvinder som oplever en fødselsdepression, er omkring en til to ud af 10 mødre.

Risikoen for at udvikle en efterfødselsreaktion eller fødselsdepression er størst ved første barn og det allervigtigste man kan gøre, er at fortælle hvordan man har det. I dette blogindlæg vil fokus være på mødrene, men som far kan man også få en efterfødselsreaktion eller efterfødselsdepression.

Efterfødselsreaktion

Ved en efterfødselsreaktion vil man ofte føle sig frustreret og følelsesmæssigt ude af balance, deprimeret og ked af det. Livet og rollen som mor føles uoverskuelig og man føler måske ikke at man er en god nok mor eller kæreste.

Det kan måske være svært at være alene med barnet og også svært at være sammen med andre mennesker. Man kan blive angst og tynget af bekymring og afmagt.

Fødselsdepression

Ved en fødselsdepression er man yderligere påvirket og kan fx opleve ikke at kunne finde ro og derved have svært ved at sove om natten. Følelsen af at være ked af det er overskyggende og man kan derfor græde meget. Man kan være ramt af meget ubehagelige katastrofetanker og derfor også være bange for at gøre skade på sit barn eller på sig selv.

Blandt andet derfor kan det også blive meget svært at være alene med barnet. Nogen oplever også selvmordstanker ind i mellem og tanker og frygt for, at være blevet sindssyg, eller på vej til at blive det. Det negative kan føles så alt overskyggende at det kan være svært at se noget positivt ved livet eller det lille barn.

Fødselspsykose

Får man det så skidt, at man faktisk mister sin realitetssans, er der tale om en fødselspsykose. Her er man blevet så overbelastet, at nogle hører eller ser ting som ikke findes. En del oplever panik angst og man er her blevet så dårlig, at man ikke kan tage sig af barnet og måske heller ikke sig selv.

Det er heldigvis kun omkring 1-2 ud af 1000 mødre som oplever at få en fødselspsykose. Disse kvinder skal have specielbehandling og muligvis indlægges et stykke tid.

Langt de fleste ender dog ”blot” med en efterfødselsreaktion eller fødselsdepression og selvom det føles ganske forfærdeligt, er udsigterne til at få det bedre når man får professionelhjælp rigtig gode. Det vigtigste er at fortælle hvordan man har det, også selvom det kan være enormt grænseoverskidende, fordi det måske føles skamfuldt.

Det er dog vigtigt at huske, at der faktisk er rigtig mange andre, som oplever noget lignende og hvis man gerne vil være en god mor, er man også nødt til at have det godt. Det er derfor utroligt vigtigt at tage ansvar og søge hjælp.

For at komme ud af krisen kræver det ofte at man ændrer sine tanke- og handlemønstre. Ofte reaktiverer kriser og svære situationer ubearbejdede følelser fra vores fortid. Derfor er professionel hjælp altafgørende for at skabe overblik og få bearbejdet de svære følelser og tanker, som ellers kan blive styrende.

Der er derfor også større risiko for at opleve en krise i forbindelse med at blive forælder, hvis man forinden har været i krise, hvis man er i et ustabilt forhold eller hvis man har haft en svær barndom eller på anden måde har nogle konfliktfyldte relationer til sine forældre.

Bearbejdning af følelser

For mig handlede det om få arbejdet med min følelse af ensomhed og om at blive bevidst om, at jeg var nødt til at afgive ansvar og plads til min kæreste, for at jeg også selv kunne få plads og pusterum i en meget presset hverdag. At jeg var nødt til at stole mere på mig selv og om at blive bedre til at mærke mig selv.

Det kan være svært at erkende sin situation, hvis ikke man husker at vi mennesker er forskellige og ikke reagere ens. Når man læser om symptomer, er det derfor vigtigt at huske på, at man ikke behøver at opleve alle symptomerne og at man også kan have andre symptomer. For eksempel står manglende appetit også flere steder som et symptom, men man kan også opleve det modsatte, nemlig overspisning.

En anden ting som jeg oplevede, gjorde det svært for mig at relatere mig til diagnosen var, at jeg i medierne kun havde hørt om kvinder som ikke følte sig knyttede til deres børn og sådan havde jeg det slet ikke.

Jeg havde også en ide om at en fødselsdepression på en eller anden måde handlede om, at man reagerede irrationelt og unaturligt på at have født. Godt nok følte jeg også at jeg var ved at blive fuldstændig vanvittig, men jeg tænkte hele tiden at det ikke var en tilstand som selve fødslen havde sat i gang og at der var en god grund til at jeg havde det sådan, nemlig at jeg var super presset.

Min historie

For mig var min søn i den grad et ønskebarn. Jeg havde aborteret tre gange inden ham og endte med endelig at blive mor efter et forløb i fertilitetsbehandling. Det havde været en følelsesmæssig rutsjetur og jeg følte mig uendelig alene i hele forløbet, fordi min kæreste og jeg håndterede situationen så forskelligt og fordi jeg ikke kendte andre, som havde oplevet det samme.

Mine drømme og forestillinger om det romantiske eventyr et barn ville være, var derfor allerede brast en smule i processen, hvor det at have sex var blevet en pligt og en ny graviditet formentlig bare betød endnu en abort.

Min kæreste syntes nok også at det hele var svært, men havde en masse arbejde han kunne gemme sig i, mens jeg gik hjemme sygemeldt med bækkenløsning og lidt for mange plukveer. Vi kom derfor længere og længere væk fra hinanden og da babyen endelig kom viste det sig, at han var så udkørt af arbejde, at han havde brug for at pleje sig selv og derfor trak sig, mens jeg følte at jeg stod alene med den lille baby.

Kolik og sygdom

Efter de første 14 dage blev det klart at vores lille søn havde kolik. Han græd og skreg. Vi prøvede alt og efter et par gange hos kiropraktor blev det lidt bedre, men han græd og skreg stadig. Vores læge, børnelæge og børnelægerne på hospitalet sagde noget forskelligt og samtidig var amningen ved at gå i vasken, selvom jeg kæmpede alt hvad jeg kunne.

Inden jeg fødte, havde jeg nemlig fået den ide, at alle gode mødre ammer og at alle kan amme hvis bare de kæmper nok for det. Jeg blev klogere og besluttede endelig at gå over til flaske da vores søn var 3 måneder og vi var indlagt fordi han havde nyrebækkenbetændelse.

Da vi blev udskrevet, var jeg overbevist om, at alt ville blive godt, på trods af at jeg var skuffet over mig selv og den mislykkede amning. Men jeg var overbevist om at der ville komme mere ro. De fleste har jo kun kolik til de er omkring 3 måneder og nu var han også kommet ovenpå efter nyrebækkenbetændelsen. Men nej, han græd og græd og selvom han nu fik sutteflaske, var der igen problemer med at få ham til at spise.

Jeg følte mig som verdens dårligste mor, jeg panikkede og følte på ingen måder at jeg kunne aflæse mit lille barn og jeg følte at alle dømte mig når de så mig ud af stand til at trøste mit barn.

Det var forfærdeligt at være sammen med andre når han græd og sveden haglede af mig og jeg blev fuldstændig ude af stand til selv at mærke, hvad der var det rigtige for mig og mit barn. I stedet spurgte jeg gud og hver mand til råds, hvilket også gjorde at jeg fik råd i øst og vest, for alle har en mening når det kommer til børn. Men jeg kunne på ingen måder kapere alle de råd og meninger og jeg følte mig svigtet af lægerne og hele sundhedsvæsnet, fordi de modsagde hinanden og fordi jeg følte at de bare lod os stå helt alene.

Jeg følte ikke at jeg gjorde det rigtige

Jeg følte heller ikke at min kæreste gjorde det rigtige og jeg kunne i det hele taget ikke holde ud, at det ikke var mig som havde vores søn i armene når han græd.

På den ene side længtes jeg efter at min kæreste kom mere på banen, men på den anden side kunne jeg ikke finde ud af at give ham plads. Vi kunne ikke trøste vores grædende søn lige meget hvad vi gjorde. Vi hoppede på pilatesbold gik squat-gang med ham og havde ham i slyngevugge og nogle gange hjalp det og andre gange var det hele fuldstændig lige meget. Jeg var ved at blive sindssyg af alt den gråd og magtesløshed og selv når han ikke græd, kunne jeg alligevel høre gråden i mit hoved.

Han havde haft en hård fødsel og selvom han havde været til kiropraktor flere gange blev vi fulgt af en børnefysioterapeut, for der var stadig noget som ikke var som det skulle være og han var meget anspændt i hele sin højre side.

Da det hele blev for meget

En aften da vores søn var lidt over et halvt år var vi til et arrangement med mødre gruppen og et par sundhedsplejersker. Jeg var ved at være flad og havde mest af alt lyst til at kaste både min søn og kæreste ud ad vinduet, fordi jeg bare ikke kunne mere.

Indimellem forestillede jeg mig også andre forfærdelige ting, som at jeg tabte vores søn på trappen, eller at jeg på anden måde var skyld i, at der skete ham noget.

Det var forfærdeligt at få sådanne tanker, for selve forestillingerne gav mig ondt i maven og gjorde mig ked af det. Det var på ingen måder ting jeg havde lyst til skulle ske og alligevel kunne jeg ikke stoppe mine tanker. Samtidig fik jeg også dårlig samvittighed og følte mig forkert, når jeg nu kunne finde på at tænke på sådan noget.

Putningen gik helt af helvedes til og hver aften var et mareridt, hvor vores søn skreg og vred sig nærmest helt krampagtigt og jeg kunne bare ikke mere og jeg var fyldt af bekymring. Derudover skulle min kæreste have den sidste del af barslen, så jeg følte at min barsel snart var ved at være slut og jeg var mildest talt skuffet.

Screenet for fødselsdepression

Jeg var blevet screenet for fødselsdepression af vores egen sundhedsplejerske endda ret tidligt pga. mistanke om, at min kæreste måske havde en. Men den gang var jeg ikke lige så fyldt op af hele situationen. Den gang tænkte jeg også, at det jo var klart at jeg var vred, ked af det og alle de her ting, for jeg var jo super presset.

Derfor svarede jeg måske ikke helt ærligt på spørgsmålene, for jeg tænkte at jeg jo ikke havde en fødselsdepression, så derfor måtte jeg jo hellere lyve lidt, så den ikke viste noget forkert. I øvrigt var det også min kæreste som trak sig og nok havde det svært, så jeg måtte jo også hellere lade være med at tage fokus fra ham – så jeg fandt undskyldninger og løj.

Men den aften da jeg snakkede med sundhedsplejerskerne, da vores søn var lidt over et halvt år, kunne jeg bare ikke mere. Så da jeg brød sammen og en af dem foreslog at jeg tog imod kommunens tilbud til kvinder med efterfødselsreaktion eller depression, tænkte jeg, at det måske alligevel ville være en god ide, at snakke med nogen. Om ikke andet så bare for at få et rum hvor jeg kunne fortælle hvordan jeg egentlig havde det.

Samtalegruppe

Når jeg skulle have vores søn passet for at komme afsted, eller i andre situationer skulle fortælle at jeg gik i samtalegruppen, sagde jeg, at jeg gik i en samtalegruppe for kvinder med efterfødselsreaktion eller efterfødselsdepression. Her tilføjede jeg så bare altid, at det jo selvfølgelig ikke var det jeg havde, men at jeg bare havde fået lov til at være med, fordi vi jo havde haft en hård periode.

Da jeg havde været i gruppen en gang eller to fandt jeg dog ud af, at de andre mødre havde tænkt det samme, men at vi i virkeligheden nok alle sammen var præcis hvor vi skulle være. Vi havde det nemlig svært og det som gjorde at vi havde det svært, var udfordring efter vores børn var blevet født, også selvom det ikke havde noget med selve fødslen at gøre.

Lige præcis derfor, kan også fædre rammes. Fordi det handler om, at livet som forælder gør rigtig ondt, på den ene eller den anden måde.

Det kan føles så skamfuldt, særligt når man rammes af tanker og forestillinger om at komme til, at gøre skade på sit barn, men kun ved at snakke om det, finder vi ud af at vi ikke er alene. Jeg havde ikke mod til at være ærlig den gang, men det har jeg heldigvis i dag og jeg håber at det kan være med til at hjælpe andre som har det svært.

Søg hjælp

Har du mistanke om, at du eller din partner har en fødselsdepression, er det vigtigt at snakke om det og søge hjælp så hurtigt som muligt. Jo hurtigere man får hjælp, jo lettere er det nemlig at blive rask igen.

Der er flere måder at få hjælp, men det er vigtigt at den man taler med, er professionel og kender til fødselsdepression. Det kan fx være sundhedsplejersken, lægen, en psykolog, en psykoterapeut eller en hypnoterapeut. Jeg ville selv ønske, at jeg havde kendt til hypnoterapi da jeg fik konstateret fødselsdepression.

Mit kendskab til hypnoterapi er nu, at det er en nænsom og effektiv terapiform, hvor der arbejdes i underbevidstheden, der hvor vores følelser og tanker skal bearbejdes, så man igen kan genfinde sin indre styrke og i det hele taget få belyst og ”omprogrammeret” de negative mønstre og følelser, som ligger bag depressionen.