Loader siden
Psykoterapi

Hvad er forskellen på en psykolog og en psykoterapeut?

Helt overordnet er forskellen på en psykolog og en psykoterapeut, at Psykolog og Autoriseret Psykolog er beskyttede titler, mens psykoterapeut ikke er en beskyttet titel.  – Se nederst i indlægget, hvad beskyttet titel betyder.

En psykolog skal have bestået en kandidatuddannelse i psykologi på universitetet, mens en psykoterapeut kan blive uddannet flere steder. Både psykologer og psykoterapeuter må behandle klienter, og begge faggrupper arbejder med folk, der har ”ondt i sjælen” og som ikke har en svær psykiatrisk diagnose.

Både psykologer og psykoterapeuter kan behandle psykiske tilstande
Der vil ofte være overlap mellem hvad hhv. en psykolog og psykoterapeut kan behandle, når det drejer sig om psykiske tilstande. Det kunne fx være depressioner, stresstilstande, angst, livskriser, sorg, spiseforstyrrelser, tvangshandlinger, fobier og meget andet.

En veluddannet psykoterapeut kan hjælpe sin klient videre hurtigt
Populært sagt har psykoterapeuter meget fokus på at få klienten til at rykke sig, og mange klienter har oplevet, at de kunne nøjes med færre sessioner hos en psykoterapeut end hos en psykolog. Dette er selvfølgelig meget individuelt, og det vil altid afhænge af den enkelte behandler, klient og hvad klienten har behov for hjælp med. Ikke desto mindre er der en tendens til, at der på de anerkendte uddannelser til psykoterapeut er fokus på at uddanne behandlere, som ikke bruger for lang tid på at dvæle ved klientens fortid, og som fokuserer på at hjælpe klienten med at komme over sin udfordring og kigge positivt fremad.

Vælg en psykoterapeut, der er registreret hos FaDP
Psykoterapeut er ikke en beskyttet titel. Hvis du vil være sikker på, at den psykoterapeut, du vælger, er grundigt uddannet, skal du vælge én, der er registreret hos Foreningen af Danske Psykoterapeuter (FaDP) eller uddannet på en af de skoler, som FaDP har godkendt. Hypnose Skolen er blandt disse godkendte skoler.

FaDP har sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed (tidl. Sundhedsstyrelsen) udviklet et sæt retningslinjer og krav til uddannelse, praksis og videreuddannelse, som en psykoterapeut skal overholde, for at han/hun kan kalde sig registreret psykoterapeut. Bl.a. kræver det en fireårig uddannelse i både psykologisk teori og praksis for at en psykoterapeut må kan kalde sig reg. psykoterapeut.

Du kan dermed være mere sikker på, at du kan få en kvalificeret behandling eller terapi hos en psykoterapeut, der er registreret hos FaDP. Du kan se hvilke krav en psykoterapeut skal opfylde for at kunne kalde sig registreret psykoterapeut på www.fadp.dk, eller til blogindlægget om forskellen på uddannelserne.

Se FaDP’s liste over godkendte skoler her: www.fadp.dk

Skal man vælge terapi hos en psykolog eller psykoterapeut?
Om man som klient skal vælge en psykolog eller psykoterapeut til sin terapi, kommer tit an på ens mavefornemmelse og i sidste ende kemi. Der findes mange forskellige retninger inden for både psykologi og psykoterapi, og tit kan du finde både psykologer og psykoterapeuter, der arbejder ud fra de samme teorier og som bruger de samme behandlingsmetoder. Du kan på de fleste behandleres hjemmeside se både hvilke problemer, de kan hjælpe med og hvordan terapien vil foregå.

Lav research inden du vælger din behandler
Vores bedste råd til at vælge behandler – uanset om det er en psykolog eller psykoterapeut – er, at du undersøger nogle forskellige på nettet og evt. forhører dig i dit netværk, om der er nogen der kender nogen, de kan anbefale. Når du har fundet frem til en behandler, så sørg for at få en snak med vedkommende, inden I aftaler at starte terapi, så du kan få en fornemmelse af, om kemien mellem jer passer.

Igen, hvis du vælger en psykoterapeut, så sørg for at få bekræftet, at vedkommende er registreret hos FaDP, hvis du vil være sikker på at vedkommende har de godkendte kvalifikationer. Du kan se en liste over FaDP’s registrerede psykoterapeuter her: www.fadp.dk

Psykoterapeuter, der er uddannet på Hypnose Skolen, er alle uddannet til at varetage behandling af psykiske udfordringer på grund af deres omfattende teoretiske og praktiske fundament. Vores psykoterapeuter arbejder primært med det ubevidste sind hos klienten, og de teknikker, som de ofte bruger i behandlingen er hypnose – der giver hurtig adgang til underbevidstheden – og NLP, Neuro Lingvistiks Programming / -Psykologi, der kan bruges både som en spørgeteknik og til at sætte en positiv fremadrettet udvikling i gang hos klienten.

Er der forskel på hvad hhv. en psykolog og en psykoterapeut kan og må behandle?

Det er kun, når der er tale om meget alvorlige lidelser og psykotiske tilstande, at der er forskel på, hvad hhv. en psykolog og en psykoterapeut kan og må behandle.

FaDP (og Hypnose Skolen) anbefaler, at deres psykoterapeuter undlader at behandle klienter, der lider af meget alvorlige psykiatriske tilstande som fx svær depression, tilstande med suicidal fare, psykiatriske diagnoser, fx border-line strukturer og andre personlighedsforstyrrelser, samt dys sociale personlighedstyper og psykotiske tilstande.

Disse lidelser bør behandles af en specialist inden for feltet, fx en psykiater*, og patienten kan få en henvisning til behandling af disse lidelser hos sin læge, samt få behandlingen dækket af sygesikringen.

*En psykiater er en læge, der har taget en videreuddannelse i psykiatri og dermed kan behandle psykiske lidelser. En psykiater må udskrive medicin til patienten. Det må psykologer og psykoterapeuter ikke.

Hvad vil det sige, at psykolog er en beskyttet titel?
En beskyttet titel betyder, at der i Danmark er lovgivning om, hvem der må kalde sig noget bestemt. Der er altså nogle bestemte krav, der skal være opfyldt, for at man må bruge en bestemt titel. Bruger man titlen, uden at leve op til disse krav, kan man blive straffet. Typisk med en bøde. Det er kun personer, der har taget en kandidatuddannelse i psykologi ved universitet, der må kalde sig psykolog.

Du kan se en liste over godkendte uddannelser til psykolog her: www.dp.dk
Faktabox:
Både psykologer, psykoterapeuter og psykiatere kan og må behandle psykiske tilstande

Psykoterapeut = Person der kan behandle psykiske tilstande

Psykolog = Person med en kandidatgrad i psykologi

Autoriseret psykolog = psykolog, der har taget 2 års videreuddannelse i klinisk praksis

Psykiater = Læge, der har videreuddannet sig i psykiatri

Kun psykiatere må udskrive medicin

Registrerede psykoterapeuter er over 4 år uddannet i både psykologisk teori og praksis.

Blandt alle faggrupper kan man støde på de samme teoretiske grundlag og behandlingsmetoder.

Det er afhængigt af den enkelte behandler, hvilken type terapi han/hun tilbyder.


Kilder:

Om beskyttet titel:
http://www.psykolognaevnet.dk/love-og-regler/titelbeskyttelse/
Foreningen af Danske Psykoterapeuter:
www.fadp.dk
Uddannelser, der giver ret til at bruge titlen psykolog:
http://www.dp.dk/uddannelse-karriere/psykologuddannelsen/
Lovgivning om, hvem der må kalde sig psykolog og hvad det kræver:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=140824
Uddannelse til psykoterapeut, fx:
http://masterhypnoterapeut.dk/uddannelser/hypnose-psykoterapeut/